MATTHEW ORLANDO
Bæredygtighed er en af vores stærke kerneværdier, og derfor er det en stor ære at byde Matthew Orlando velkommen. Han har været en stor inspiration for os i arbejdet med at mindske madspild og reducere vores forbrug.
Matthew er en internationalt anerkendt kok og pioner inden for bæredygtighed i gastronomien. Han er særligt kendt som tidligere køkkenchef på Noma og som grundlægger af Amass, hvor han satte nye standarder for reducering af madspild og cirkulær madlavning.
Efter sin tid på Amass flyttede Matthew til Singapore, hvor han fortsatte sin mission om at fremme bæredygtige madlavningsteknikker gennem globale projekter, samarbejder og rådgivning.
I januar 2024 var han med til at åbne AIR Restaurant i Dempsey Hill – et unikt koncept, der kombinerer restaurant, madlavningsskole og bæredygtigt forskningscenter, med fokus på at udnytte lokale råvarer og minimere madspild.
