tilgang

Vi elsker naturen og engagerer os i bæredygtighed, derfor lader vi årstiden diktere vores valg af råvarer. Derfor er det sæsonen, der bestemmer menuens indhold, som formes af hjernerne, hjerterne og hænderne i køkkenet.
Efterår
september
december

Solens timer på himlen bliver kortere dag for dag, temperaturen falder, og bladene på træerne visner og danner et smukt gyldenbrunt tæppe på jorden. Vi har lagt sommeren på glas, og nu er der fokus på den overflod af frugt og bær, som skal høstes og hengemmes. I skoven begynder svampe, kastanjer og hasselnødder at pible frem og vinder indpas i menuerne sammen med blandt andet majs, græskar, kål og rodfrugter.

Efteråret er i sandhed en fantastisk tid.

Lokalt

Vi er stolte af at bruge 100 % lokale råvarer, håndplukket fra små leverandører i vores nærområde. Vores mål er ikke blot at bruge lokale ingredienser, men at skabe en dyb og meningsfuld forbindelse til deres oprindelse. Dette engagement sikrer, at vi kan garantere en autentisk og bæredygtig spiseoplevelse i vores restaurant.

Bæredygtig omtanke

Vi er overbeviste om, at den bedste måde, at værne om naturen på, er gennem vores samarbejde med leverandører med samme høje ambitioner for kvalitet, velsmag og miljøet, som vi selv har. Det giver os friske og smagfulde råvarer – og skaber en så kort rejse som muligt fra ‘jord til bord’.

Lokalt samarbejde er vigtigt for os, da det fremmer lokalmiljøet og giver mulighed for indbyrdes læring og prægning af råvarerne. Det kalder vi: Bæredygtig omtanke.

 

Nærværende

Vores ønske har – siden vi startede Domestic – været at skabe en spiseoplevelse på et højt gastronomisk niveau, der serveres i nærværende og hjemlige rammer. Vi er en Michelin Restaurant med plads til alle! Derfor gør vi os umage med at “læse” vores gæster, så vi kan tilpasse aftenen ud fra den enkeltes behov. Vi elsker at fortælle om vores leverandører, tilberedninger og vine – men vi fortæller altid i øjenhøjde med vores gæster.