tilgang

Vi elsker naturen og engagerer os i bæredygtighed, derfor lader vi årstiden diktere vores valg af råvarer. Derfor er det sæsonen, der bestemmer menuens indhold, som formes af hjernerne, hjerterne og hænderne i køkkenet.
Forår
marts
juni

Vi befinder os i øjeblikket i foråret, en mild og lys årstid, hvor naturen vågner, skoven bliver grøn, og haverne blomstrer igen. I køkkenet får vi de første forårsfornemmelser, når vi atter har ramsløg på menuen, mens vi forventningsfuldt venter på de første tegn på asparges og rabarber. Det er en periode, hvor vi nyder at have friske råvarer mellem hænderne igen, men samtidig også en tid, hvor vi bekymrer os. Foråret i Danmark er meget uforudsigeligt. Store temperaturændringer samt vekslende vejr kan have store konsekvenser for vores lokale landmænd.

På denne tid af året begynder vi på vores sylteplaner, og vi går så småt i gang med tørring og fermentering af sæsonens grøntsager og urter til brug senere på året.

Lokalt

Vi er stolte af at bruge 100 % lokale råvarer, håndplukket fra små leverandører i vores nærområde. Vores mål er ikke blot at bruge lokale ingredienser, men at skabe en dyb og meningsfuld forbindelse til deres oprindelse. Dette engagement sikrer, at vi kan garantere en autentisk og bæredygtig spiseoplevelse i vores restaurant.

Bæredygtig omtanke

Vi er overbeviste om, at den bedste måde, at værne om naturen på, er gennem vores samarbejde med leverandører med samme høje ambitioner for kvalitet, velsmag og miljøet, som vi selv har. Det giver os friske og smagfulde råvarer – og skaber en så kort rejse som muligt fra ‘jord til bord’.

Lokalt samarbejde er vigtigt for os, da det fremmer lokalmiljøet og giver mulighed for indbyrdes læring og prægning af råvarerne. Det kalder vi: Bæredygtig omtanke.

 

Nærværende

Vores ønske har – siden vi startede Domestic – været at skabe en spiseoplevelse på et højt gastronomisk niveau, der serveres i nærværende og hjemlige rammer. Vi er en Michelin Restaurant med plads til alle! Derfor gør vi os umage med at “læse” vores gæster, så vi kan tilpasse aftenen ud fra den enkeltes behov. Vi elsker at fortælle om vores leverandører, tilberedninger og vine – men vi fortæller altid i øjenhøjde med vores gæster.